
Fra Harzen til Hvide Sande: Tysk pars danskundervisning førte til job og nyt liv i Danmark
Fra Harzen til Hvide Sande: Tysk pars danskundervisning førte til job og nyt liv i Danmark
Allerede inden Andreas og Magdalena flyttede til Danmark, begyndte de at lære dansk med UCplus på et online-kursus målrettet tyskere, der endnu ikke er flyttet til Danmark. Det blev nøglen til både job og integration i deres nye lokalsamfund i Ringkøbing-Skjern Kommune. I dag arbejder de begge fuldtid, dyrker foreningsliv og deler gerne deres erfaringer med andre nye tilflyttere.

Andreas arbejder i dag hos Mr. Beef i Ringkøbing, hvor han bruger sit danske hver dag – og Magdalena trives med livet på landet og arbejdet hos bageren i Hvide Sande.
Dansk sprog som nøgle til et nyt liv
Drømmen om et nyt liv i Danmark tog fart i sommeren 2023, da Andreas og Magdalena besluttede at sælge deres Bed and Breakfast i Harzen. Med tre hunde og et ønske om mere natur, ro og fællesskab gik turen mod Ringkøbing-Skjern Kommune. Allerede inden flytningen tog de det første vigtige skridt: at lære dansk.
Efter at have prøvet både sprog-apps og privatundervisning, fandt de gennem et infomøde på rådhuset frem til UCplus’ online danskkurser for tyskere. Her blev de en del af et særligt hold for kommende tilflyttere. Undervisningen gav ikke kun sproglige færdigheder, men også konkret viden om det danske arbejdsmarked, CV-skrivning og jobsøgning.
“Vi var glade for onlineholdet. Det gav os en god start, og det var en stor hjælp at komme på sprogcenteret. Her lærte vi hurtigt at tale dansk, og vi øvede os hjemme – også med at skrive beskeder til hinanden,” fortæller Magdalena.
Job, sprog og fællesskab i Vestjylland
I november 2024 købte parret hus i udkanten af Ringkøbing. Kun tre måneder senere havde de begge fundet arbejde. Andreas arbejder i dag hos Mr. Beef i Ringkøbing, og Magdalena er blevet en fast del af teamet i Hvide Sande Bageri – en kontakt, hun fik gennem infomødet i kommunen.
“Jeg kan godt lide at tale dansk, og hvis jeg mangler et ord, siger jeg det på engelsk – så fortæller mine kolleger, hvad det er på dansk,” siger Andreas med et smil.
Selvom de nu har en travl hverdag, prioriterer de stadig deres danskundervisning og deltager to aftener om ugen på UCplus’ aftenkursus. Derudover er de aktive i Vedersø Skytteforening og frivillige ved Kaj Munks Museum.

Andreas i midten og Magdalena til højre vandt fornyeligt medaljer for deres skydepræstationer i Stadil-Vedersø Skytteforening – endnu et sted, hvor de får øvet deres dansk.
Hver onsdag mødes de stadig online med deres gamle UCplus-hold. Her deles erfaringer og gives gode råd til andre tyskere, som også drømmer om et nyt liv i Danmark.
“Vi er alle enige! Sproget er det vigtigste! Når man lærer dansk, bliver det lettere at finde job og også lettere at være social,” siger Andreas og fortsætter: “Magdalena og jeg har søgt kontakt til andre – både på sprogcenteret, på arbejde og i vores fritid – og det har givet os en god start.”
Magdalena nikker og tilføjer:
“Jeg er glad for vores liv her. Naturen er dejlig, og folk er venlige og mere høflige end i Tyskland. Og så har vi fået mere fritid sammen her.”
Lær dansk hos UCplus og åbn døren til nye muligheder
Andreas og Magdalenas motivation for at lære dansk og deres vilje til at blive ved med at kaste sig ud i nye udfordringer har åbnet mange døre for dem. Du kan også give dig selv en god start i Danmark, og UCplus hjælper dig på vej. Vi tilbyder de tre officielle Danskuddannelser, og du starter på netop det niveau, som passer til det antal års skolegang, du har, og dine kvalifikationer.