08.08.23 | Dansk online

Online danskundervisning hjælper Tahereh i en travl hverdag

Som international forsker og mor til en toårig dreng har iranske Tahereh en travl hverdag. Men hun er rigtig glad for at bo i Danmark, og hun er fast besluttet på at lære dansk, så hun kan snakke med sin søn, som lærer dansk i sin daginstitution, og så hun kan begå sig ordentligt i Danmark. For at få tid til det hele, er hun på et af UCplus’ online danskhold, det giver hende nemlig den fleksibilitet, hun har brug for.

Anna kursist

Som international forsker og mor til en toårig dreng har Tahereh en travl hverdag, men hun finder alligevel tid til at lære dansk på et af UCplus’ online danskhold.

At kunne dansk er vigtigt

Tahereh og hendes mand er flyttet til Aarhus fra Iran i 2021. De er begge ansat som forskere på Aarhus Universitet. Taherehs hverdag foregår på Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning, hvor hun arbejder med et projekt, som undersøger, om det er bestemte gener, der fører til diabetes 2.

Mange af hendes kollegaer kommer også fra udlandet. Arbejdssproget på centeret er derfor også engelsk, og naturligt nok taler hun persisk, når hun er sammen med sin mand og deres søn. Som forsker og småbørnsforælder har hun allerede meget at se til, og det kræver derfor en ekstra indsats at finde tid og overskud til også at lære dansk. Men Tahereh synes, at det er vigtigt, at hun lærer dansk.

“Det er en rigtig god idé, at jeg lærer dansk. Min søn er også begyndt at lære dansk i sin daginstitution, og det er vigtigt, at jeg kan forstå, hvad han siger, når han taler på dansk. Jeg vil også gerne kunne kommunikere ordentligt med pædagogerne og i det hele taget kunne tale med folk, jeg møder udenfor universitetet.”

Onlineundervisning: fleksibilitet og dygtige undervisere

Netop for at få tid til både at passe job og familie har Tahereh valgt at tage danskuddannelsen på et onlinehold. Hun er rigtig glad for den fleksibilitet, det giver, at hun kan følge undervisningen hjemmefra. Og så er hun glad for underviserne, fordi de er dygtige, og fordi undervisningen er relevant.

Tahereh synes ikke, at dansk er så svært at lære. I hvert fald ikke grammatikken. Dansk grammatik er meget lettere end persisk grammatik, fortæller hun med et grin. Til gengæld synes hun, ligesom mange andre, at det bliver noget sværere, når hun selv skal tale på dansk, og særlig den danske udtale kan være lidt af en udfordring. Men også dette tager hun med stiv arm.

“Hvis jeg sætter mig for noget, så gør jeg det også. Jeg øver mig alt det, jeg kan, fx når jeg skal købe ind. Og så ser jeg dansk fjernsyn. Det er ofte med min søn, så ser vi Gurli Gris sammen.”

Dejlige Danmark

Da Tahereh kom til Danmark, var det første gang, hun var rejst ud af Iran, og livet i Aarhus er meget anderledes end det liv, hun havde været vant til i byen Sharekord, som er placeret godt inde i Iran omkring 500 km syd for Teheran. Men Tahereh er både nysgerrig og omstillingsparat, så hun er blevet rigtig glad for hendes nye liv i norden.

“Jeg oplever, at folk er rigtig venlige og hjælpsomme her. Og så er det et roligt land, og det er dejligt. Jeg synes også, at Danmark har et rigtig godt uddannelsessystem, så jeg er glad for at være her.”

Tahereh knokler på med danskuddannelsen. Hun har fornyeligt bestået modul 3-testen, og hun er nu gået videre på modul 4. Hendes mål er at fortsætte frem til hun kan tage PD3-prøven (Prøve i Dansk 3) efter modul 5.

Lær dansk hos UCplus

UCplus tilbyder de tre officielle Danskuddannelser, som giver dig adgang til officielle prøver og en god start i Danmark. Uddannelsen tilbydes på 3 niveauer, som hver består af 6 moduler. Du vil blive tilbudt at starte på netop det niveau, som passer til det antal års skolegang du har og dine kvalifikationer.

Når du tilmelder dig, kan du frit vælge, om du vil læse Danskuddannelse på et af vores sprogcentre i i KøbenhavnGreveSilkeborg, RingkøbingSønderborg, Tønder eller om du vil kombinere med online-undervisning eller deltage 100% online.

 

Cookies