Brancherettet danskforløb har integreret albanske Aurora på rekordtid
For fem år siden flyttede albanske Aurora på 33 år til Danmark for at bo sammen med sin bulgarske mand. I dag taler hun så godt som flydende dansk, har taget en uddannelse til Social- og sundhedshjælper og fået job på et plejehjem i Karlslunde.
”Da jeg flyttede til Danmark, ville jeg gerne integrere mig så hurtigt som muligt, så jeg tænkte, hvorfor ikke lære dansk med det samme,” fortæller Aurora.
Auroras mand anbefalede hende at starte på sprogskolen UCplus i Greve, hvor han selv havde gået. Og danskundervisningen gik rigtig godt. Så da hendes underviser foreslog, at hun fortsatte sin danskuddannelse på et særligt forberedende FVU-forløb til SOSU-skolen, som skolen tilbyder, takkede hun ja.
”Jeg elsker at arbejde med mennesker. Jeg har en uddannelse til sygeplejerske fra Albanien og kan lide at hjælpe ældre. Jeg er glad for, at UCplus foreslog mig det. De var meget omsorgsfulde.”
På forløbet lærte Aurora brancherettet dansk og matematik og havde 15 timers ugentlig praktik hos et lokalt plejecenter. Og da hun søgte ind på SoSu-skolen i Køge, kom hun ind. I dag er hun færdiguddannet og har fået job på et plejehjem i Karlslunde:
”Jeg er så stolt af mig selv – at jeg tog denne her beslutning. Jeg elsker mit arbejde og kollegaerne. Det er det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft,” fortæller Aurora.
Fakta
- Forberedende FVU-forløb til SOSU-skolen er et særligt danskforløb, der gør tosprogede klar til
SOSU-uddannelsen og en fremtid som SOSU-hjælper eller SOSU-assistent - Forløbet indeholder 18 timers brancherettet dansk og matematik via FVU (Forberedende voksenundervisning) samt 15 timers ugentlig praktik hos et lokalt plejecenter.
- Efter gennemført og bestået forløbet er man klar til at søge om optagelse på en SOSU-skole.
- UCplus er udvalgt som udbyder af den ministerielle Danskuddannelse i Greve
Læs mere om SoSu-forløbet her