Udenlandske medarbejdere og danskundervisning er en del af Troldtekts DNA
Danskundervisning er vigtig for sikkerheden og for sammenholdet
Midt på den vestjyske hede ligger virksomheden Troldtekt, der er kendt for sin produktion af akustikplader. Siden virksomhedens første store fabrik blev taget i brug i 1935, har dens placering været vigtig; tæt på både råvarer og i et område med masser af arbejdskraft, og igennem mange år er det også udenlandsk arbejdskraft, som har bidraget til Troldtekts vækst.
“At have udenlandske ansatte er en del af Troldtekts DNA. Vi har familier, som har været her i over 30 år, og i dag har vi ansatte fra mange forskellige lande, og det fungerer rigtig godt for os. Vi har en oprigtig interesse for hinanden, og alle hjælper hinanden,” siger produktionsleder Kim Snebang.
Al kommunikation på fabrikken foregår på dansk, og da både kvalitet og sikkerhed altid skal være i top, har Troldtekt igennem flere år prioriteret en sproglig opkvalificering af deres udenlandske medarbejdere.
“Alle vores medarbejdere skal kunne kommunikere sammen. De skal give præcise overleveringer til hinanden, både af hensyn til sikkerheden men også, når vi skal optimere processer i produktionen. Men vi vil også gerne have, at vores medarbejdere bliver gode til dansk, så de kan bruge sproget, når de ikke er på arbejde.”
Arbejdsrelateret sprog og udfordrende opgaver
Troldtekts udenlandske medarbejdere mødes til danskundervisning hver torsdag i 19 uger i et af virksomhedens store mødelokaler. Deres underviser, sprogkonsulent Chantal Nehme, der kommer kørende fra UCplus Sprogcenter i Ringkøbing, er glad for, at Troldtekt, ligesom en række andre virksomheder i området, vælger at holde danskundervisning på arbejdspladsen.
“Der er mange fordele ved at have danskundervisningen på arbejdspladsen. Det er selvfølgelig tidseffektivt for virksomheden, men det giver også en række læringsmæssige gevinster. Vi kan nemt inddrage medarbejdernes arbejdsrutiner og få blik for, hvor de måske har brug for at få udvidet deres ordforråd eller præciseret noget grammatik.”
I løbet af de tre timer, de har sammen, kommer medarbejderne igennem en bred vifte af sproglige opgaver. De øver deres mundtlige færdigheder i diskussioner om hverdagsrelevante emner, og de får øje for sproglige detaljer i mere fokuserede opgaver. Sidst men ikke mindst er der fokus på, at de hver især styrker deres arbejdsrelaterede sprog.
“Jeg sørger for, at alle på skift viser mig rundt på de dele af fabrikken, hvor de arbejder, og her har de ansvar for at fortælle mig om alt, hvad de laver og hvorfor de gør, hvad de gør. Jeg stiller spørgsmål undervejs, og det er en øvelse, som både viser dem, hvor meget de ved om deres arbejde, og hvor meget dansk de kan. Og det er med til at give dem lyst til at blive endnu bedre.”
Relevante emner giver gode diskussioner
Syrien, Rumænien, Bosnien og Ukraine; hjemlandene blandt Troldtekts udenlandske medarbejdere er vidt forskellige, men de er fælles om danskundervisningen. De er glade for at arbejde hos Troldtekt og for muligheden for at forbedre deres dansk.
Ukrainske Oleksander har arbejdet hos Troldtekt i syv år. Han fortæller, at det er mange år siden, han sidst ‘sad på skolebænken’, og han kan mærke, at det er godt at få frisket tingene op igen, og det giver ham lyst til at læse mere og til at deltage i diskussionerne.
Massoud kom til Danmark fra Syrien for ni år siden, og han oplever, at kurset gør ham bedre til dansk.
“Sproget er nøglen, som åbner alle døre. Jeg er glad for, at jeg ikke skal bruge tolk, men at jeg selv kan kontakte banken og lægen, og at jeg kan snakke med både min chef og mine kolleger.”
Nikolai fra Rumænien har boet i Danmark i 14 år. Han kom ikke på sprogskole, så han har lært sig selv dansk, men det har ikke været helt tilstrækkeligt, og han er glad for, at han nu får muligheden for at lære mere.
“Jeg har børn, som går i skole, så at komme her hjælper mig både hjemme og på arbejde. Jeg lærer nye ord, og jeg kan bedre forklare, når vi har tavlemøder, eller når jeg skal overlevere til en kollega.”
Bosniske Almir fik asyl i Danmark som blot 16-årig teenager i 1995, og om tre år kan han fejre 30-års jubilæum hos Troldtekt. Danmark og Troldtekt er i den grad blevet hans nye hjem. Så meget, at han gerne vil blive dansk statsborger. For at opnå det, skal han først bestå sprogprøven PD3, inden han må gå op til den endelige indfødsretsprøve. Han bruger undervisningen til at forbedre både sit skriftlige dansk og mundtlige færdigheder.
“Det er godt for mig at få genopfrisket grammatikken, og jeg kan godt lide, at undervisningen ikke er overfladisk, men at vi arbejder med interessante temaer og bliver udfordret til at tale om samfundsrelevante emner. Det er tydeligt, at det giver os lyst til at tænke os om og sige vores mening.”
Oleksander fra Ukraine, Nikolai fra Rumænien, Almir fra Bosnien og Massoud fra Syrien oplever, at danskundervisningen hjælper dem hver dag – både når de er på arbejde og i fritiden.
Fakta om dansk i virksomheden
UCplus tilbyder en række fleksible løsninger for virksomhedsdansk. Undervisningen kan foregå på arbejdspladsen, på det nærmeste sprogcenter, eller gennem online undervisning.
UCplus står for alt koordinering og stiller op med dygtige undervisere, som gennemfører danskundervisning på medarbejdernes niveau.
Det er muligt at søge om tabt arbejdsfortjeneste, hvis undervisningen holdes i arbejdstiden. Det hjælper UCplus også med at søge.