23.10.24 | News

UCplus vinder stort udbud om danskuddannelse i syv sjællandske kommuner

Fra februar 2025 skal UCplus stå for danskuddannelse i Roskilde, Holbæk, Odsherred, Ringsted, Lejre, Sorø og Faxe Kommune.

UCplus har netop vundet udbuddet om at levere danskuddannelse i syv sjællandske kommuner. Fra den 1. februar 2025 vil UCplus stå for at hjælpe nye udenlandske borgere i Roskilde, Holbæk, Odsherred, Ringsted, Lejre, Sorø, og Faxe Kommune med at lære dansk.  

Det betyder samtidig, at UCplus udvider med nye sprogcentre i både Roskilde, Holbæk og Ringsted. 

Afdelingsdirektør for Dansk, Marianne Weischer, er meget glad for, at UCplus nu kan se frem til at åbne de tre nye sprogcentre. 

“Danskuddannelsen spiller en utrolig vigtig rolle, når nytilkomne borgere skal etablere sig i Danmark. Vi er stolte over at have fået muligheden for at bidrage til opgaven med at give de udenlandske borgere de bedste forudsætninger for at blive en integreret del af samfundet i så mange kommuner på Sjælland.” 

Udover de kommende centre i Roskilde, Holbæk og Ringsted driver UCplus allerede veletablerede sprogcentre og afdelinger i København, Silkeborg, Ringkøbing, Aarhus, Skovlunde, Sønderborg og Tønder. 

“Vi ser frem til at skabe et stærkt læringsmiljø, hvor vi giver kursisterne de bedste forudsætninger for at lære dansk og få en rigtig god forståelse for dansk kultur, og det danske arbejdsmarked.  

Samtidig glæder vi os til at samarbejde med de mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som tiltrækker internationale medarbejdere og studerende. De er en vigtig ressource for vores arbejdsmarked, og UCplus vil lægge sig i selen for at møde deres forventninger om fleksibel og spændende undervisning, uanset om den skal foregå direkte på campus, på den enkelte virksomhed, online eller på et af vores sprogcentre,” siger Afdelingsdirektør for Dansk, Marianne Weischer.

Cookies