29.01.25 | News

Ny sprogcenterchef vil styrke arbejdskraften i Holbæk og Odsherred Kommune

Irene Fogh Hauskov har en klar mission i sin nye rolle som sprogcenterchef for UCplus Sprogcenter Holbæk. Fra 1. februar vil hun stå i spidsen for at styrke danskuddannelsen og derigennem fremme integrationen for internationale borgere i Holbæk og Odsherred Kommune.
Anna kursist

Foto: Lizette Kabré

Lokalkendskab giver nye muligheder for samarbejde

Med en baggrund som sociolog og mange års erfaring inden for ledelse og udvikling af læringsinstitutioner bringer Irene en kombination af faglig ekspertise og lokal indsigt til bordet. Efter flere år i Holbæk Kommunes skole- og dagtilbudsområder og som chefkonsulent har hun indgående forståelse for de udfordringer og muligheder, området rummer.

”Sprog er ikke kun et redskab, men en kulturbærer. Det er en nøgle til at lykkes godt med integration, både på arbejdsmarkedet og i hverdagen. At kunne det danske sprog gør det lettere at støtte sine børn i skolen, engagere sig i samfundet og trives som en del af det lokale fællesskab,” siger Irene Fogh Hauskov.

En vision for sprogcentret i Holbæk

UCplus Sprogcenter Holbæk skal være mere end blot en skole. Irenes ambition er at skabe et sted, hvor kundskaber styrkes, og mennesker mødes. Sprogcentret skal fungere som en central samarbejdspartner for kommuner, virksomheder og lokale foreninger, der arbejder for at give udenlandske borgere de bedste forudsætninger for at lykkes i Danmark.

”For at sikre de bedste resultater er det vigtigt, at vi arbejder tæt sammen med kommunerne og lokale virksomheder. Ved at udvikle fleksible og målrettede undervisningstilbud kan vi hjælpe både udenlandske medarbejdere og beboere med at blive en del af lokalsamfundet og arbejdsmarkedet. Samtidig kan vi understøtte virksomhederne i i at øge medarbejdertrivsel og -fastholdelse ved, at de internationale medarbejdere integreres bedre og hurtigere. Jeg glæder mig til at tage fat på opgaven,” siger Irene Fogh Hauskov.

Læs mere om UCplus Sprogcenter Holbæk her

Blå bog

Irene Fogh Hauskov er uddannet sociolog fra Københavns Universitet i 2001.

I 2020 afsluttede hun Diplomuddannelsen i ledelse fra DTU 2020. Med bred faglig interesse er den sociologiske uddannelse suppleret med fag indenfor både matematik, økonomi, datalogi, antropologi, pædagogik, organisationspsykologi og fransk.

2025- Sprogcenterchef i UCPlus

2023 – 2024: Solution Manager i IST Danmark

2021-2023: Administrationschef i KLAX Danmark

2011-2021: Chefkonsulent og Administrativ leder i Holbæk Kommune

2005-2011: HR, Økonomi-, og udviklingskonsulent i Københavns, Sorø og Holbæk Kommuner

2002-2004: Fuldmægtig i Direktoratet for Kriminalforsorgen

Cookies