07.09.26 | Dansk

Hun troede aldrig, hun skulle lære dansk – nu har hun søgt om dansk statsborgerskab

​Adriana kom til DTU fra Mexico med planer om at rejse hjem igen. I dag har hun været i Danmark i næsten 10 år, og hendes råd til nye internationale studerende er klart: Start med dansk så tidligt som muligt.

Da Adriana flyttede fra Mexico til Danmark for at læse på DTU, havde hun ingen planer om at blive, og derfor var dansk ikke en prioritet.

“Jeg regnede med, at jeg skulle tilbage til Mexico igen. Jeg fokuserede på mine studier og tænkte ikke, at jeg havde tid til dansk,” fortæller hun.

Heldigvis fik en medstuderende hende på andre tanker, og hun blev overbevist om at starte til danskundervisning, som et godt ‘afbræk’ fra ingeniørfagene.

I dag, næsten 10 år senere, ser hendes liv helt anderledes ud end forventet. Hun er blevet i Danmark, har bygget en karriere med fast job og en erhvervs-ph.d, er blevet gift og har taget hele Danskuddannelsen. Hun har sågar søgt om dansk statsborgerskab og venter nu svar. Noget, hun på ingen måde havde set komme, da hun første gang i en latterkrampe forsøgte at udtale æ,øø,ååå.

Hendes råd til nye internationale studerende:

Begynd på dansk så tidligt som muligt. Man ved aldrig, hvad fremtiden bringer.

Det er lettere, end du tror

Mange internationale studerende bliver skræmt af rygterne om, at dansk er et af verdens sværeste sprog.

Det kender Adriana godt.

“Jeg gik selv rundt og tænkte, at dansk var umuligt. Men når jeg ser tilbage, var det egentlig min egen forestilling om, hvor svært det var, der holdt mig tilbage.”

De første moduler handler ikke om perfekt udtale eller kompliceret grammatik. Det handler om at komme i gang, lære de mest grundlæggende ord og vænne sig til sproget.

“Modul 1 var faktisk sjovt. Vi grinede meget i timerne, og når man har en god lærer, bliver det en hyggelig oplevelse,” siger hun.

Du møder andre, der er i samme situation

Danskundervisningen handler ikke kun om sprog.

Den giver også mulighed for at møde andre internationale studerende, som står i præcis samme situation som dig.

For mange nyankomne kan det være udfordrende at opbygge et netværk i et nyt land. Derfor kan dansktimerne være et naturligt sted at skabe nye relationer.

Adriana har stadig kontakt med flere af dem, hun lærte at kende gennem danskundervisningen.

“Mange af mine venner mødte hinanden på danskholdene, selvom de læste forskellige uddannelser på DTU. Flere af os er stadig venner i dag,” siger hun.

For internationale studerende kan det sociale fællesskab være mindst lige så værdifuldt som selve undervisningen.

Du får mere travlt senere

Mange tænker, at de kan vente med dansk, til de har mere tid. Men når studiet er slut, kommer job, deadlines, ansvar og måske familie. Det bliver sværere at finde tid og energi til sproget – og så udløber gratistilbuddet desuden efter fem år.

“Som studerende har man ofte mere fleksibilitet. Hvis du starter nu, kan du bygge sproget op lidt efter lidt,” siger hun.

Hun peger på flere venner, som begyndte tidligt og allerede havde gennemført høje danskprøver, da de afsluttede deres uddannelse.

Ingen kan forudsige fremtiden

Dansktilbuddet har gennem årene ændret sig både hvad angår pris og tilgængelighed. Lige nu er uddannelsen gratis mod et depositum, der bliver tilbagebetalt, hvis uddannelsen gennemføres. Men vi skal ikke mange år tilbage, før der var egen betaling, og der er ingen garanti for, at den forbliver gratis. Men det måske vigtigste budskab er, at du ikke behøver have besluttet din fremtid. For mange internationale studerende ændrer planerne sig også undervejs. Man får et studiejob, en kæreste, spændende karrieremuligheder eller opdager simpelthen, at man trives i Danmark. Sådan gik det for Adriana.

“Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg stadig ville være her 10 år senere. Men her er jeg,” siger hun.

I dag bruger hun dansk i hverdagen, på møder, hos lægen og i kontakt med myndigheder og virksomheder. Og selv om hun stadig arbejder på at blive endnu bedre, er hun ikke i tvivl om værdien af at være begyndt.

Mit råd til nye studerende

Hvis Adriana skal give ét enkelt råd videre til de nye internationale studerende, er det dette:

“Lad være med at vente på det perfekte tidspunkt. Start nu. Du behøver ikke være perfekt. Du skal bare turde prøve.”

Måske bliver du i Danmark. Måske gør du ikke. Men uanset hvad får du nye kompetencer, nye oplevelser og nye mennesker i dit liv.

Cookies