25.08.26 | Dansk

Events samler kursister på UCplus

Faglige oplæg, sociale aktiviteter, workshops og fælles arrangementer giver kursisterne flere muligheder for at øve dansk i praksis, møde nye mennesker og skabe relationer, både i og uden for undervisningen.

Det sociale liv på UCplus Sprogcenter København blomstrer.

Indtil videre er der i første halvår af 2026 afholdt mere end 50 events, foruden de ugentlige udtale- og sprogcaféer.  

Det gennemgående fokus på at dyrke det gode sociale miljø på sprogcenteret bygger på en klar overbevisning om, at fællesskab og trivsel går hånd i hånd med den sproglige udvikling.

“Der er stor interesse for vores arrangementer. Deltagerne er meget nysgerrige, og vi får mange positive tilbagemeldinger. Det er helt tydeligt, at events er med til at styrke både fællesskabet og følelsen af at høre til, på skolen og ikke mindst i København,” siger Ida Nicole Mølgaard, sprogkonsulent og eventansvarlig hos UCplus.

Dialogrum og fællesskaber

For mange kursister handler arrangementerne ikke kun om oplevelsen i sig selv, men også om at få flere muligheder for at bruge dansk aktivt og møde nye mennesker. Derfor bliver der lagt stor vægt på at skabe rammer, hvor dialog, sproglig træning og fællesskab kan opstå naturligt.

”Vi gør meget ud af at skabe dialogrum og interaktion. Mange kommer alene og kender ikke nogen på forhånd, så vi hjælper samtalerne i gang og skaber et rum, hvor deltagerne har noget fælles at være sammen om,” fortæller Ida Nicole Mølgaard.

Den oplevelse genkender kursisten Selena, som har deltaget i flere af aktiviteterne.

“Jeg synes, det er rigtig fedt, at UCplus tilbyder både regelmæssige sprogcaféer, udtaleworkshops og mange forskellige sociale events, hvor alle får mulighed for at være med og møde nye mennesker uden for vores almindelige danskhold. Vi er hurtigt blevet venner gennem sjove aktiviteter og hyggelige samtaler og har skabt vores eget lokale fællesskab omkring det,” siger hun. 

Anna kursist

Events for enhver smag

Arrangementerne spænder bredt, fra faglige oplæg og karriereevents med eksterne gæster til workshops og sociale aktiviteter som vinterbadning og byg-selv-smørrebrød.

Se de kommende events samt ugentlige sprog- og udtalecaféer her

Har du en god idé til et event?
Vi hører gerne fra dig. Send dit forslag til Ida Nicole Mølgaard på im@ucplus.dk.

Cookies