En passioneret leder med fokus på dansk som andetsprog og integration
Med over tyve års erfaring med Danskuddannelsen er Naja Hou Alberdi et kendt navn i sprogcenterbranchen, og denne erfaring tager hun med sig, når hun som ny Sprogcenterchef åbner dørene til UCplus’ Sprogcenter i Ringsted 1 februar. Sprogcenteret vil hjælpe borgere i både Ringsted, Sorø og Faxe Kommune med at lære dansk, og med Naja Hou Alberdis dybe forståelse for sprogets betydning for integration og beskæftigelse i Danmark, kan de tre kommuner se frem til at få en stærk medspiller.

Foto: Lizette Kabré
Dedikeret til sprog og kultur
Naja Hou Alberdi er gået vejen fra at være underviser på Københavns Sprogcenter i 2001, til vejleder, afdelingsleder, uddannelsesleder og til slut direktør, indtil sprogcentret lukkede i 2022. Hun har gennem hele sin karriere arbejdet for at styrke voksne udlændinges sprogkundskaber og deres integration på danske arbejdspladser og i samfundet. Hun er selv halv basker, og hendes eget tværkulturelle baggrund har givet et unikt perspektiv på sprogets rolle i at skabe forståelse og samhørighed.
“Jeg ser dansk som den vigtigste indgangsvinkel til et godt liv i Danmark. Både kulturelt, som indgangsvinkel til at forstå dansk kultur, og for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Jo mere dansk man mestrer, jo større er følelsen af samhørighed med det danske samfund,” siger Sprogcenterchef Naja Hou Alberdi.
Sprogcenteret skal spille en aktiv rolle i lokalsamfundet
Missionen for Ringsted Sprogcenter er at skabe højt kvalificeret, fleksibel danskundervisning på alle niveauer, hvad enten der er tale om en borger som er helt ny i Danmark eller som har boet her i flere år. Ved at opkvalificere borgernes sprog bliver Sprogcenteret en vigtig aktør i Ringsted, Sorø og Faxe Kommune, der bidrager aktivt til kommunernes vækst og integration fortæller Sprogcenterchef Naja Hou Alberdi:
“Ringsteds meget centrale placering på Sjælland gør UCplus Sprogcenter Ringsted til et samlingspunkt for et meget stort geografisk område. De gode transportmuligheder og kommunernes aktive arbejde med at styrke vækst, uddannelsesmuligheder og arbejdspladser, vil blive understøttet af sprogcentrets arbejder, og jeg glæder mig til samarbejdet og til at opdyrke både velkendte og nye relationer til erhvervsliv, uddannelsesliv og kommune.”
Blå bog
Naja Hou Alberdi
Født 28. december 1972 i København
Uddannet cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet i år 2000
2025: Sprogcenterchef hos UCplus Sprogcenter Ringsted
2022: Bestyrelsesformand for fonden Københavns Sprogcenter
2019-2022: Direktør, Københavns Sprogcenter
2018-2019: Uddannelseschef, Københavns Sprogcenter
2010-2018: Afdelingsleder, Københavns Sprogcenter
2006-2010: Vejleder, Københavns Sprogcenter
2002-2006: Underviser i dansk som andetsprog, Københavns Sprogcenter
Forfatterskab:
Under navnet Naja Alberdi Platz: Romanerne Bebop Bar fra 2006 på Lindhardt og Ringhof, og Cuadrilla fra 2022 på Alhambra Forlag
Læs mere om UCplus Sprogcenter Ringsted her