Danskundervisning i arbejdstiden styrker integration og fastholdelse på DMI

Danskundervisningen på DMI giver medarbejderne konkrete sproglige værktøjer og styrker både præcision i kommunikationen og det sociale fællesskab på arbejdspladsen.
En investering i fastholdelse og tilknytning
Hos DMI ser man danskundervisningen som en vigtig del af en større indsats for at skabe en inkluderende og attraktiv arbejdsplads.
– Vores hovedmotivation er, at vi vil være en god arbejdsplads, hvor alle trives. Det handler i høj grad om tilknytning og fællesskab. Hvis man kan dansk, bliver det lettere at falde til – både socialt og professionelt. Og det øger også mulighederne for faglig udvikling, siger Karin Bonanno, HR-enhedsleder hos DMI
Undervisningstilbuddet er opstået i tæt dialog med medarbejderne, som selv har vist stor interesse for at lære dansk og været med til at forme indholdet.
– De internationale medarbejdere vil meget gerne lære dansk. Det var faktisk medarbejderne selv, der var med til at vælge UCplus netop fordi undervisningen foregår på arbejdspladsen – og fordi man samtidig har mulighed for at tage danskuddannelsens modultest, fortæller Karin Bonanno.
Danskuddannelsens modultest er en del af den officielle Danskuddannelse og kan for nogle medarbejdere også have betydning i forhold til fx senere ansøgning om permanent ophold eller statsborgerskab.
Netop derfor ser HR på danskundervisningen som et vigtigt element i arbejdet med at fastholde og tiltrække internationale talenter.
– Det er vigtigt for os at kunne rekruttere dygtige internationale medarbejdere – især forskere. Vi vil gerne være en attraktiv arbejdsplads for dem, og her er sproget helt centralt, tilføjer Karin Bonanno.
Sprog i praksis
Undervisningen foregår en gang om ugen i arbejdstiden og er tilrettelagt i små hold med fokus på mundtlighed, hverdagsnære emner og sproglig præcision. Deltagerne taler om fx boligformer, spisevaner og kollegasamtaler ved frokostbordet. På fortsætterholdet er medarbejderne fra blandt andet Tyskland, Frankrig, Letland, Pakistan og Kina.
En af dem er Leonie, der kom til Danmark for tre år siden for at læse klimafysik på Københavns Universitet. I dag arbejder hun som ph.d.-stipendiat i et forskningssamarbejde mellem KU og DMI og forsker i isens bevægelser på Antarktis. Hun er rigtig glad for, at hun kan få danskundervisning hos DMI.
– Det er vigtigt for mig, at jeg bliver rettet, når jeg siger noget forkert. Det hjælper mig til at blive bedre. Jeg prøver også at få dansk ind i hverdagen udenfor arbejdstiden – fx spiller jeg klarinet i Københavns Postorkester, hvor der kun bliver talt dansk, fortæller hun.
Fakta om dansk i virksomheden
UCplus tilbyder en række fleksible løsninger for virksomhedsdansk. Undervisningen kan foregå på arbejdspladsen, på det nærmeste sprogcenter, eller gennem online undervisning.
UCplus står for alt koordinering og stiller op med dygtige undervisere, som gennemfører danskundervisning på medarbejdernes niveau.
Det er muligt at søge om tabt arbejdsfortjeneste, hvis undervisningen holdes i arbejdstiden. Det hjælper UCplus også med at søge.